Tilsyn med kvaliteten af skolen


Som privatskole er Sejergaardsskolen underlagt bestemmelser om tilsyn for at sikre, at vi som privatskole minimum står på mål for folkeskolens undervisning.

Forældrenes daglige tilsyn
Det almindelige daglige tilsyn med skolen udføres af skolens forældre, som i kraft af deres gang på skolen, kontakten med lærere og pædagoger og samtaler med børnene i hjemmene får indsigt i, at skolens normer for samvær og at skolens niveau undervisningsmæssigt lever op til, hvad skolen i kraft af de på vor hjemmeside offentliggjorte undervisningsplaner for alle fag har lagt op til.

Det almindelige forældretilsyn foregår også på almindelige forældremøder, skole-hjem samtaler og naturligvis på den årlige generalforsamling, hvor årsberetning aflægges. Skolen indbyder desuden til forældrebesøg i både privat- og efterskole.

Ekstern tilsynsførende for Privatskolen
Mere specifikt og formelt udføres tilsynet af en ekstern tilsynsførende. Denne vælges for fire år ad gangen i forbindelse med skolens generalforsamling. I april 2015 valgtes Per Hvashøj for en fire års periode.

For tilsynet gælder følgende retningslinjer:

  • Tilsyn med elevernes standpunkt i dansk, engelsk og regning/matematik.
  • Tilsyn med skolens samlede undervisningstilbud.
  • Tilsyn med om skolen forbereder eleverne til at leve i et samfund med frihed og folkestyre.
  • Tilsyn med evt. tilbud om sprogstimulering.
  • Tilsyn med om undervisningssproget er dansk.
  • Vurdering af undervisningsmaterialets faglige og pædagogiske kvalitet.
  • Drøftelse af indholdet af undervisningsplaner med leder og lærer.

For tilsynet med Sejergaardsskolen er aftalt følgende:

  • Ved skoleårets start kontakter tilsynsførende skolelederen for at aftale planen for gennemførsel af tilsyn. Tilsynet forventes afviklet i løbet af september, hvorefter skoleleder og tilsynsførende holder møde om det oplevede inden efterårsferien. Processen afsluttes med tilsynsførende deltager i bestyrelsesmøde i november, hvor der oplyses om indsatser, pligter og lovgivning på området.