Adfærd, kontakt og trivsel


Skolen har oprettet en AKT funktion og ansat vores egen AKT-vejleder i denne funktion med henblik på at arbejde sammenhængende og kvalitativt med børnenes trivsel og deres psykiske undervisningsmiljø.

A (adfærd) beskriver barnets handlinger, gøren og laden.
K (kontakt) beskriver barnets sociale relation.
T (trivsel) beskriver/fortæller om kvaliteten af barnets adfærd, kontakt og trivsel.

Skolens AKT-vejleder indgår i et tværfagligt team, der består af en repræsentant fra skolen og en fra SFOen. AKT-arbejdet består af iværksættelse af trivselsinitiativer, der udmunder i både forebyggende og indgribende indsatser. 

AKT vejlederen er en ressourceperson, der kan foretage observationer, supervision, vejledning omkring en klasses sociale samspil og dynamikker, tilrettelægge konkrete trivselsforløb samt bistå kollegaer med at undervisningsdifferentiere i forhold til børn, der har vanskeligheder relateret til adfærd, kontakt og trivsel.

Det sociale liv og de sociale processer er afgørende for de faglige læreprocesser i skolen. Målet for alt AKT-arbejde på Sejergaardsskolen er at arbejde for og med udviklingen af inkluderende og anerkendende fællesskaber, så børnene trygt kan lære og udvikle sig menneskeligt og fagligt.