
Fra børnehave til skolestart
Hvis du ikke kan vente....er du velkommen i Spireskolen fra 1. maj.
Vi tilbyder de elever, som skal starte i 0. klasse efter sommerferien, at de kan starte i vores Spireskole den 1. maj. På den måde kan de slutte i børnehaven samtidig med de elever, der skal starte på de offentlige skoler.
For os er det vigtigt, at det tilbud, vi giver i Spireskolen, er skolelignende og ikke blot en anden børnehave. Vi samler børnene i to klasser med skyldig hensyntagen til de 0. klasser, de efter ferien vil indgå i.
Spireklasserne har skoletid fra 8.25 – 12.00, hvor de er sammen med deres pædagogiske medarbejder. Undervisningen vil være lige dele leg og formaliseret samvær, som lægger vægt på at introducere eleverne til det at gå i skole. Resten af dagen kan eleverne frit benytte sig af SFO-tilbuddet. Spireskolen stopper ved sommerferiens start, hvorefter eleverne kan tilmelde sig det almindelige SFO-tilbud.
I det første år i skolen er der meget nyt, der skal læres. Børnene skal møde til tiden, slut med fridage og man skal huske at have skolebøger og penalhus med hver dag, gymnastiktøj og håndklæde til gymnastiktimerne, musikmappe til musiktimen, at tage imod besked og videregive den. Det er en stor omvæltning at skifte børnehavelivet ud med skole.

