Festival på Sejergaardsskolen
Plads til hver enkelt elev
Vores mål er, at hver enkelt elev dagligt bliver udfordret på sit eget niveau og via undervisningen samt det daglige arbejde lærer at navigere selvstændigt inden for fællesskabets rammer, så de uddannes til det samfund, de er en del af.
Vi lægger vægt på høj faglighed og har derfor oftest linjefagsuddannede lærere til at undervise i grundfagene/eksamensfagene (dansk, matematik, engelsk, tysk, og de naturvidenskabelige fag). Vi tilstræber at efteruddanne vores lærere, så de følger med i fagenes udvikling og nye tiltag via kurser/foredrag.
Den enkelte lærer har metodefrihed inden for sit fag, men der arbejdes mod et fælles mål i lighed med de ministerielle mål.
Dog har vi øje for, at elever med større indlæringspotentiale, skal nå længere end dette, fx. ved at nå stof, der rækker ind i gymnasiets pensum.
Dette kræver undervisningsdifferentiering, forventningsafstemning og et solidt teamsamarbejde lærerne imellem, så forståelsen for den enkelte elevs læringspotentiale er kendt for alle klassens lærere, så de kan målrette tilrettelæggelsen af undervisningen til hver enkelt elev.
Gennem jævnlige evalueringer, elevsamtaler og gennemførelse af de Nationale tests, kan vi holde øje med, om vi overholder vores målsætning. Ligeledes er standpunktskarakterer et vigtigt redskab i vores evalueringskultur.
Vi giver karakterer to gange om året – jul og sommer. Fra 0.-2. kl. gives en skriftlig udtalelse som lægger vægt på elevens faglige og sociale færdigheder og fra 3 .kl. gives en talkarakter for det faglige standpunkt samt en udtalelse, hvis det skønnes nødvendigt. Karakteren skal ses som et standpunkt, som både forældre og elev bør forholde sig til.

